Ibanez
overrasker positivt med Promethean basforstærkerne, som er firmaets første
seriøse basforstærker, og helt i tidens ånd med et kompakt letvægtsdesign. Vi
havde helt ærligt ikke de store forventninger, men fik en kæmpe overraskelse da
vi fik strøm på den lille 1x10” combo, som skulle vise sig at være noget
af en bombe, både lyd og prismæssigt. Først og fremmest er det kompakte
design lækkert og gennemtænkt. Det dybe 1x10” kabinet er robust og godt skruet
sammen. Et kraftigt frontgitter og et godt bærehåndtag er inkluderet.
Bærehåndtaget slås ud, og comboen tiltes opad for bedre medhør på scenen.
Samtidig er forstærkeren fastgjort med 4 fingerskruer, som let løsnes og vupti
har man en kompakt bastop, der yder 500w i 4 ohm. Selve forstærkeren har et
simpelt layout med input gain, master volumen, samt bas/diskant kontroller.
Dertil kommer en 6 bånds grafisk eq (50/120/400/800/3,2/10Khz), samt et ”Vibe”
filter, som lydmæssigt spænder fra en rund VINTAGE tone til en mere scoopet
MODERN lyd med top og bund. Af andre features kan nævnes: Mute, Tuner Out,
balanceret DI Out (XLR), Aux input, samt Headphone Out. Der kan fås
cover/bæretaske til både combo, kabinet og top. Lydmæssigt har denne combo
det hele, og en usædvanlig stor lyd med en 10” højttaler, som gør den det
oplagte valg til små jobs, kontrabas, m.m. Vi testede op mod en GK MB112, og
må sige at Ibanez comboen er et overlegent bud. Den kan udvides med et
eksternt 1x10” kabinet, ligesom Ibanez tilbyder 1x15”, samt 4x10” kabinetter.
Endelig kan comboen også fås i en 2x10” version. Så der er mange muligheder, og
priserne er helt suveræne. Hele serien er en alvorlig konkurrent til GK,
Markbass, TC, m.fl. |